Projekter og aktiviteter, der styrker indsatsen til støtte af ofre

  • Ansøgningsfrist

    Ukendt


Fonden støtter

  • Projekter og aktiviteter, der generelt kan styrke viden om eller indsatsen til støtte for ofre for forbrydelser, trafikofre og grupper heraf
  • Offerrådgivninger, uddannelsesindsatser, seminarer, informationsmateriale, forsøgs- og udviklingsaktiviteter samt lignende projekter og aktiviteter
  • Kun projekter eller aktiviteter der har et klart offerperspektiv
  • Kun når der opslåes opslag om aktuelle ansøgningsrunder
  • Kun projekter på under tre års varighed

Fonden støtter ikke

  • Direkte til enkelte ofre, men kun til projekter og aktiviteter

Sådan sender du ansøgningen

Log ind for at se hvordan du sender ansøgningen – det er gratis

eller

Ny ansøgningsfrist vil blive offentliggjort på fondens hjemmeside.

Ansøgningen skal indeholde

  • Vejledning

Ofte stillede spørgsmål

Rådet for Offerfonden yder tilskud til projekter og aktiviteter, der generelt kan styrke viden om eller indsatsen til støtte for ofre for forbrydelser og trafikofre eller grupper heraf. Rådet for Offerfonden yder tilskud til offerrådgivninger, forskning, uddannelsesindsatser, seminarer, informationsmateriale, forsøgs- og udviklingsaktiviteter samt lignende projekter og aktiviteter. Det er en forudsætning for, at der kan bevilges midler, at projektet eller aktiviteten har et klart offerperspektiv. Der kan ikke ydes støtte til projekter og aktiviteter, som allerede er finansieret ved andre midler.

Det er ikke efter lov om Offerfonden nærmere afgrænset, hvem der kan søge om tilskud, så længe ansøgningen vedrører projekter og aktiviteter i overensstemmelse med lovens § 1 (se punktet ”Hvad kan der søges om”). Ansøgere kan således både være private og offentlige virksomheder, institutioner, organisationer, foreninger og privatpersoner. Det bemærkes, at der ikke kan ydes tilskud direkte til enkelte ofre, der f.eks. har lidt tab i forbindelse med personskade. Her henvises i stedet til Erstatningsnævnet.

Rådet for Offerfonden afholder mindst to årlige ansøgningsrunder. Forud for hver ansøgningsrunde indkalder rådet i åbne opslag ansøgninger om tilskud. Opslagene vil kunne findes på hjemmesiden under fanen ”Opslag”. Ansøgningsskemaet med de relevante bilag og dokumentation sendes inden ansøgningsfristens udløb til Rådet for Offerfonden. Ansøgningsskemaet findes under fanen blanketter sammen med en vejledning til udfyldelse af både ansøgningsskema og budget.

Tilskud efter lov om Offerfonden er betinget af standardvilkår om bl.a. regnskabsafgivelse og offentliggørelse. Standardvilkårene kan findes her. Udover standardvilkårene kan rådet fastsætte særlige vilkår for det enkelte projekt/aktivitet. Såfremt dette er tilfældet, vil de særlige vilkår fremgå af tilsagnet. Der kan f.eks. være tale om yderligere krav om regnskabsaflæggelse. Eventuelle særlige kriterier for hver ansøgningsrunde vil fremgå af det relevante opslag.

Det er en forudsætning for udbetaling af tilskud, at det tydeligt fremgår af publikationer, herunder rapporter, brochurer, plakater, nyhedsbreve mv. samt ved elektronisk formidling i form af hjemmesider, at Rådet for Offerfonden har deltaget i finansieringen af projektet/aktiviteten. Følgende tekst skal derfor indsættes på produktet: ”Dette materiale er støttet økonomisk af Rådet for Offerfonden. Materialets udførelse, indhold og resultater er alene forfatternes ansvar. De vurderinger og synspunkter, der fremgår af materialet, er forfatternes egne og deles ikke nødvendigvis af Rådet for Offerfonden”.

Rådet for Offerfonden yder tilskud til de projekter og aktiviteter, som rådet finder bedst kvalificerede. Ved vurderingen af de indkomne ansøgninger, lægger rådet vægt på, i hvor høj grad ansøgningerne, herunder særligt projektet/aktivitetens formål og produkt, potentielt kan opfylde Offerfondens formål samt kriterierne i de enkelte opslag. Ansøgningerne vurderes både individuelt og komparativt (i forhold til hinanden). Såfremt der er flere kvalificerede ansøgninger i samme ansøgningsrunde, ydes tilskud til de projekter og aktiviteter, som i højeste grad opfylder Offerfondens formål og kriterierne i det enkelte opslag.

Afgørelse, om hvilke ansøgere der får tilskud, træffes på et rådsmøde. Rådsmødet holdes i forlængelse af ansøgningsfristens udløb eller (for forskningsprojekter) efter Danmarks Innovationsfond har afgivet forskningsfaglige vurdering af de indkomne ansøgninger. Rådet består af en formand og to medlemmer. De to medlemmer er udpeget efter indstilling fra Rektorkollegiet og Offerrådgivningen i Danmark. Rådet er beslutningsdygtigt, når to af rådets medlemmer er til stede. Afgørelserne træffes efter stemmeflertal. Såfremt der er stemmelighed, er formandens stemme afgørende. Møderne er ikke offentlige.

Oplysninger om hvilke projekter og aktiviteter, der har fået tilskud, offentliggøres under ”Uddelte midler” ca. fire uger efter rådsmødet på Offerfondens hjemmeside. Datoer for rådsmøder findes under ”Nyheder”. Offentliggørelsen vil indeholde tilskudsmodtagernes navne, projekternes/aktiviteternes geografiske udstrækning og projekternes/aktiviteternes titel samt tilskuddenes størrelse. Der vil herudover ske offentliggørelse af rådets praksis på retsinformation. Oplysninger om hvilke projekter/aktiviteter, der har fået afslag, offentliggøres ikke.

Ansøgere som rådet har besluttet at yde tilskud til, får senest to uger efter rådsmødet tilsendt et tilsagn indeholdende oplysninger om tilskuddets størrelse, betingelser for udbetaling samt evt. særlige vilkår. Tilsagnet skal accepteres ved indsendelse af en tilskudsaccept. Tilskuddet kan herefter udbetales enten som et engangsbeløb eller som deludbetalinger.

En nærmere beskrivelse af projekter og aktiviteter, der har modtaget tilskud fra Rådet for Offerfonden samt deres endelige produkt m.v. kan blive offentliggjort på hjemmesiden under ”Afsluttede projekter og aktiviteter”, når projektet/aktiviteten er afsluttet. Herudover offentliggør Rådet for Offerfonden praksis på retsinformation. Rådet beslutter, hvilke oplysninger der offentliggøres. Tilskudsmodtager må derfor være indstillet på, at alle resultater og/eller produkter kan blive offentliggjort.

Ved at bruge Legatbogen.dk accepterer du vores Cookiepolitik og Persondatapolitik.